Historisk

 

Startside
Op

Historisk set har der altid været behov for tandteknisk virksomhed. Vi kender således den historiske udvikling helt tilbage til de gamle ægyptere i år 3000-4000 f. kr. frem til Etruskerne, Fønikien, Romerriget og videre frem til slutningen af det 18. århundrede, hvor udviklingen for alvor tog fart.

Etruskisk bro ca. år 500 f.kr.

I 1756 opfandt Pfaff i Berlin aftrykstagning med voks og støbning af model i gips. Fauchard i Paris (1678-1761) fandt i 1728 på, at brænde porcelæn til et helt tandsæt, men dette blev først fremstillet, efter angivelse af apoteker Duchateau i Paris 1774. 

Fauchards opfindelse af helproteser 1728.

Den første amerikanske præsident (1789 - 1797) George Washington havde en protese, der var fremstillet af et stykke elfenben.

"This was great Washingtons teeth"

Italieneren Fonzi opfandt 1808 kunstige enkelttænder med platinstift. Disse stifttænder blev dog endelig sat i produktion af S. S. White i Philadelphia 1862. En vældig udvikling skete i 1855, da Chas. Goodyear jun. indførte vulkaniseret kautsjuk. Dette brunlige gummimateriale dominerede tandprotese produktionen fra midten af 1800-tallet, til midten af 1900-tallet, hvor kunststoffer som acryl overtog. Goodyear er mere kendt for at producere bildæk.

Vulkanisator til Kautsjuk anvendt i Ikast klinikken i første halvdel af 1900-tallet.

Den helt revolutionerende udvikling indtraf umiddelbart før og under 2. verdenskrig. Det var bl.a. da Krupp opfandt specielle stållegeringer til unitor fremstilling, og da amerikanske forskere udviklede forskellige kunststoffer, der fandt sin berettigelse i tandteknisk virksomhed, særligt skal nævnes acryl der er betydeligt nemmere at arbejde med, og er kosmetisk mere naturtro end det vulkaniserede gummi "kautsjuk" til basismateriale (gane). Acryl anvendes også til protesetænder som alternativ til det meget hårde porcelæn.

Støbt stålstel til unitor

Helsæt i Kautsjuk fra 1921 i Ikast.

Den teknologiske udvikling fortsætter konstant, i dag anvendes moderne materialer, der var uhørte for bare 5 år siden, både i de kliniske og i de tekniske faser af behandlingen.

På baggrund af denne historiske faglige udvikling har vort fag formået at videreudvikle samt ajourføre sig i forhold til forskning og den faglige udvikling, der hele tiden foregår, således at den kliniske tandtekniker i dag befinder sig på et meget højt fagligt niveau. Inde i dette faglige udviklingsforløb har vi i Danmark haft en fremtrædende plads, således har vi både fagligt og organisatorisk været forbillede indenfor de internationale modeller for klinisk tandteknisk virksomhed og organisation. 
Selvom det længe har været accepteret og alment anerkendt, blev det dog først lovfæstet i lov nr. 100 om »Autorisation af kliniske tandteknikere, der trådte i kraft 1. oktober 1979. Vi har ændret fagets status fra det rent håndværksmæssige, til en egentlig specialbehandlergruppe indenfor det danske sundhedsvæsen.

Kronologisk oversigt over fagets udvikling i Danmark:

1843  Sag mod kunstdrejer Iversen fra Køge, resulterede i en Højesteretsdom, hvorefter han blev anerkendt som berettiget til at forfærdige og indsætte kunstige tænder, uden krav om læge- eller tandlægevidenskabelige kundskaber.
1844 Sundhedskollegiet anmoder om lovhjemmel om at indsættelse af kunstige tænder udtrykkeligt erklæres for en del af tandlægegerningen. Kancelliet afslog anmodningen, idet man ikke fandt grund til at frygte misbrug.
1899 Forslag i Rigsdagen om at læger og tandlæger skulle have eneret til at tage aftryk og indsætte kunstige tænder. Ifølge  »Tandlægebladet« 1897 var begrundelsen, at »et stigende antal tandteknikere truede med at ødelægge tandlægernes økonomiske stillinger«. Forslaget blev ikke gennemfart.
1908 Forberedelse af en nyordning af »statens civile sundhedsvæsen«. I den forbindelse foreslog tandlægerne, at der blev lukket for adgangen til at nedsætte sig som praktiserende tandtekniker. I kommissionen, der arbejdede med nyordningen, fandt man dog, at noget sådant ville være uheldigt, idet man bl.a. sagde, at »færdiggørelse af tandsæt, disses indsættelse og dermed fornødne måltagning og prøvning, derunder aftrykstagen af munden, er anset som en sådan håndværksmæssig gerning, der ikke kommer ind på området, der er forbeholdt de eksaminerede« (læger/tandlæger).
1910 Avispolemik med skærpelse af forholdet mellem tandlæger og praktiserende tandteknikere.

1913 Et forslag i Rigsdagen om, at læger og tandlæger skulle have eneret på indsættelse af kunstige tænder. Man fandt »en sådan ordning uønskelig af frygt for, at befolkningen derved ville komme til at betale væsentligt mere for indsættelse af kunstige tandsæt«, og man fandt, at tandteknikerne på dette punkt havde en betydning, så de ikke kunne undværes.
1915 Kommissionsarbejdet fra 1908 afsluttes. Om tandteknikererhvervet med en bemærkning om, at det vil være uheldigt at lukke for muligheden for at praktisere som tandtekniker. Kommissionen udtalte, at tandtekniker- virksomhed må anses for en hånd- værksmæssig gerning, der ikke kommer ind på områder forbeholdt tandlæger og læger. Også en vis frygt for fordyrelse af det tandprotetiske arbejde var med som begrundelse for at nægte den foreslåede indskrænkning af erhvervet.
1916 Tandlægelovens indførelse. Der blev i overensstemmelse med kommissionsforslaget ikke gjort nogen form for indskrænkning af de praktiserende tandteknikeres virksomhed.
1930-32 Forslag om oprettelse af kursus i tandteknik på Teknologisk Institut.
1934 Socialministeriet udtaler med skrivelse af 4/9 1932, at tandteknikerfaget er at ansé som et fag i lærlingelovens forstand, således at oplæring i faget skal finde sted efter lærlingelovens regler. Denne skrivelse er blevet betegnet som den første egentlige anerkendelse af faget.

1936 Nyt forslag fra Tandlægeforeningen om lukning af adgangen til at nedsætte sig som praktiserende tandtekniker. Forslaget blev henlagt af indenrigsministeriet.
1942 Et forslag om lukning for uddannelse indenfor faget, der siden 1940 havde været overvejet i Handelsministeriet og Indenrigsministeriet, opgives.
1955 Indenrigsministeren nedsætter en hurtig arbejdende kommission til undersøgelse af tandteknikeres uddannelse og virksomhedsområde (Tandteknikerkommissionen).

1963 Tandteknikerkommissionen afgiver betænkning med flere forskellige forslag. Flertallet gik ind for, at adgangen til at virke som praktiserende tandtekniker skulle ophøre, men indenrigsministeren fandt ikke at kunne fremkomme med et lovforslag på grundlag af betænkningen. Det 8-årige kommissionsarbejde førte således ikke til den indskrænkning af praksisretten, man fra tandlægeside havde lagt op til i kommissionsarbejdet. Der var i 1963 en del avispolemik om retten til at praktisere selvstændigt som tandtekniker.
1971 Landsforeningen anmoder indenrigsministeren om at få en ordning med autorisation for praktiserende tandteknikere.
1974  Indenrigsministeren nedsætter et udvalg til at undersøge, hvilke uddannelseskrav der bør stilles til praktiserende tandteknikere. Kommissionens formand var dommer Harald Boas, og den havde medlemmer fra ministerier, uddannelsesinstitutter, Landsforeningen af Praktiserende Tandteknikere og Dansk Tandlægeforening. Tandlægeforeningens udspil var, at praktiserende tandteknikere kunne fortsatte deres virke, men at skolerne skulle lukke, således at faget ville uddø.
1976 Udvalget afgav betænkning nr. 776/ 1976 om uddannelse af kliniske tandteknikere - hvilket skulle være den nye betegnelse for tandteknikere, der i klinik virker direkte med patienter. Der foreslås endvidere indført en offentlig autorisationsordning og en offentlig uddannelse. Det blev foreslået, at der skulle være særlige regler om samarbejde med tandlæger.
1979 Med lov nr. 100 af 14. marts 1979 gennemførtes udvalgets forslag. Faget var hermed anerkendt, og dets udøvere kunne autoriseres som offentligt anerkendte medicinalpersoner, med et nærmere angivet arbejdsområde med rettigheder og pligter, bl.a. vedrørende henvisning til tandlæge i særlige tilfælde. Uddannelsen etableres som en særlig gren ved Tandlægehøjskolen i Århus, som en videregående 2-årig klinisk overbygning på den eksisterende uddannelse som laboratorie-tandtekniker. De praktiserende tandteknikere, der allerede virkede/praktiserede i 1979, fik lov til at fortsætte, uden at tage den nye kliniske uddannelse - nu som autoriserede kliniske tandteknikere.

PS. På trods af den tidligere modstand fra tandlægeorganisationerne, mod at anerkende tandteknikernes ret til at praktisere i fri konkurrence med tandlægerne, så eksisterer der i dag et glimrende samarbejde mellem tandlægerne og de kliniske tandteknikere. De nyere generationer af tandlæger, kliniske tandteknikere og tandplejere er allerede i uddannelsessystemet vant til at samarbejde og anerkende hinandens forskellige specialer indenfor tandbranchen - og det er ikke mindst til patienternes fordel.

 

Startside ] Op ]